Om skoven i Vind

15 km syd for Holstebro, ved landsbyen Vind, ligger skoven på 50 hektar. Her er der ingen offentlig adgang – skoven hviler derfor i sig selv, og dyrene færdes uforstyrret.

Terrænet er varieret: tætte gran- og nobilisområder, fyrrekrat, gamle egetræer og små birkebevoksninger. Indimellem åbner skoven sig til hede med lyng, blåbær og gamle stenhegn. Der er ofte vandhuller, hvor vildtet søger, og lysninger, hvor rådyr og dådyr ofte viser sig i morgengryet.

Skoven huser en fast ruddel på 11 krondyr, en stærk bestand af rådyr og mange dådyr.

At færdes her er en oplevelse i sig selv – du kan mærke stilheden, se dyrenes spor og fornemme, hvordan naturen er i balance.

Når du går på jagt i skoven, er det ikke kun en chance for at jage. Det er en oplevelse af at komme tæt på vildtet, mærke vinden, se bevægelserne i terrænet – og være en del af naturen på dens egne præmisser.

Her handler jagten ikke kun om, hvad du får med hjem – men om det, du oplever undervejs.

Såt 1

Den ligger østligst i skoven. Her begynder du i et område med ældre nobilis, som tidligere har været brugt til klipning af pyntegrønt. Mod syd går terrænet over i yngre nobilis med tæt bevoksning, der giver masser af skjul og dække til dyrene. Imellem de tætte områder finder du også lysåbne pletter med lyng og græsser.

Såt 2

Vi begynder i en ældre rødgransskov, hvor første stop er en lille lysåben hede, som dyrene ofte søger til for at fouragere. Mod syd fortsætter området i en halvåben kultur med fyr og fyrrekrat, afbrudt af små hedepletter.

Såt 3

Vi starter mod nord, hvor en rådyrveksel med daglig trafik leder ind i området. Store sitkagraner markerer skellet til det halvåbne fyrrekrat. Herfra krydser man heden med det store vandhul og fortsætter mod syd gennem selvsåede fyr og enebær, der har stået i mindst 30 år. Området er et fantastisk gemmested for krondyrene.

Såt 4

Vi begynder dér, hvor ulvene til julemiddag 2024 nedlagde en fuldvoksen dåhjort. Fra starten går vi gennem en ældre pyntegrøntskov og videre til de gamle stenfolde, hvor hyrder i sin tid søgte ly for natten med deres dyr. Mod syd ligger to lysåbne hedeområder med en fast bestand af rådyr, ofte med vandhuller i nærheden. Længst mod syd findes et stort område under gamle træer med åbent sand, som kronvildtet især bruger til at rense klovene i.

Skoven i Vind

Hvidt område: Såt 1

Gult område: Såt 2

Blåt område: Såt 3

Rødt område: Såt 4

Her lever kronvildt, dåvildt og råvildt. Men der er også ulve - og når ulvene trækker gennem området, kan der være stille – andre gange er skoven fuld af liv.

Skoven i Staby

Blåt område: Såt 5

Rødt område: Såt 6

Natur og vildt set i jagtområdet

Se alle ledige jagter her